onsdag, juli 18, 2007

Cykelmyg og vilde svin

Idag trak tysk TV sig ud af Tour'en. I stedet valgte man at sende børne-/dyre-programmet "Nashorn, Zebra & Co", der følger livet i en tysk dyrepark.

Begrundelsen var mistanken om testosteron-doping hos den unge, tyske cykel-komet Patrik Sinkewitz. Tysk TV havde på forhånd advaret mod, at man ville trække stikket ud på cykelløbet, hvis man igen i år oplevede dopingskandaler.

Nu skal man naturligvis passe på med, at satirere over en så alvorlig og drastisk beslutning (zzzzzz...), men alligevel finder jeg det en anelse underfundigt at netop dagens episode af "Nashorn, Zebra & Co" handler om et vildsvin, der med en gigantisk kanyle udsættes for en omfattende hormonbehandling.

Jeg tillader mig bare at grine lidt i skægget.