"21 Søndag" - og så forhåbentlig aldrig mere!

Søndag d. 07.01.07 gik Danmarks Radio’s nye satsning, magasinprogrammet ”21 Søndag”, i luften med et vræl. Om programmet skriver DR selv på deres hjemmeside: ”Anders Bech-Jessen er vært på 21 SØNDAG. Kritisk journalistik, nyheder, baggrund og interviews fra DR Nyheder hver søndag kl. 21:00”.
Hvad betegnelsen ”kritisk journalistik” helt nøjagtigt dækker over vides ikke, men det skulle dog vise sig, at der denne søndag var ikke så få ting omkring DR’s journalistik, der meget vel kan betegnes som kritisk.

Programmets vært, den tidligere ”Kontant”-vært Anders Bech-Jessen, har i samråd med sin redaktion valgt at fortsætte den redaktionelle linje fra netop ”Kontant”, og skyde det nye magasin i luften under samme åndssvage parole, nemlig ”de kloge narrer de mindre kloge, og det er vist de mindre kloge der er vores kerne-seer, så lad os finde en plattenslager der tager røven på Danmarks godt 3 mio idioter (vi går her udfra at ca. hver anden dansker er idiot. Tallet KAN være meget højere), og forsøge at udstille ham i fjerneren”. Man har så fundet Klaus Riskjær, der med sit firma Copygene, forsøger at sælge en ubrugelig og meget dyr form for fryser-udlejning til førstegangsfødende og andre paranoide idioter. Ham forsøger man nu at få til, gennem en snedig form for spørgsmålsleg, at få til på nationalt TV at indrømme, at han er en plattenslager. Til værtens store overraskelse virker taktikken ikke, og Claus Riskær slipper med det meste af skindet på næsen, vha. en endnu mere sindrig ”kejserens nye klæder”-teknik, der placerer stamcelle-kunder i en slags intellektuel elite.

Men programmet er slet ikke slut endnu, det skal blive meget værre.

Anders Bech-Jessen åbner anden akt med en mærkværdig og noget hovedløs kommentar til seerne om, at det har været meget svært for redaktionen at finde frem til den rigtige minister, for at snakke om skolefritidsordninger. Først har de tilsyneladende rettet kontakt til Lars Løkke Rasmussen, derefter til den nye familieminister, Carina Christensen. Det viste sig dog at det var ministeren for skolefritidsordningerne (duh?!) som de skulle tale med, og hele denne tåbelige tur rundt i manégen, syntes redaktionen altså lige at vi skulle indvies i.
Og tak for det.
Da Haarder konfronterer værten med det tåbelige i hele denne præsentation, er svaret ganske enkelt: ”Jeg skulle bare lige sige at vi havde gjort det”....

Haarder bliver efterfølgende mødt med påstanden om at børnefamilierne i Danmark ikke har fået det lettere økonomisk, som det ellers var blevet lovet i et fint lille 5-sekunders klip af statsministeren, man havde fundet frem til lejligheden. Haarder afviser kategorisk at dét er tilfældet, og så er fanden jo løs i Laksegade, for tænk hvis gæsten man har inviteret, ikke er enig i de beskyldninger man har lagt frem? Hér er det så altid en god idé at have argumenterne på sin side, og med grundig og opsøgende journalistik (er det mon dette der menes med ”kritisk journalistik” i programoplægget?), at forsøge at trænge den indbudte op i en krog, og måske ligefrem fremtvinge en indrømmelse. Det har redaktionen på DR’s nye søndagsmagasin imidlertid glemt, og har i stedet forsøgt at basere hele indslaget på tal taget fra Ny Struer Kommune, og vha. en del redaktionelle friheder, at gøre den jyske kommunes problemer til noget landsdækkende.

Alice falder ned i kaninhullet, og det afsløres pludselig at Haarder har tallene på sin side, og at regeringen ingen indflydelse har på kommunalpolitikernes fiksfakserier ude omkring i kommunerne. Den kleinsmed og den sygeplejerske, der begge har arbejde og betaler husleje i Struer, men som alligevel pludselig ikke har råd til de børn de selv har fået, skal altså gå til kommunen med deres klage, ikke til regeringen. Der vises et fint klip med en kommunalpolitiker, der modsat al sund fornuft, pludselig ingen problemer har med, at indrømme fiflen med reglerne for at kunne tvinge flere penge ud af sine børnefamilier. Interessant må det siges at være, at det lige netop er en venstrefløjspolitiker, der stiller sig frem og indrømmer, at han udnytter et hul i lovgivningen. Den var nok ikke gået, havde han ikke kunnet skyde skylden videre på en lov om skatte-stop, som det er set så mange gange før. Men det mener DR imidlertid ikke er en nævneværdig usikkerhedsfaktor. Denne kommunalpolitiker ser dog forhåbentlig ikke frem til genvalg, efter denne indrømmelse.

Nu tager diskussionen pludselig form af en ondsindet hersker-robot fra Argonz 7, der gennemhøvler en lille, blind og lammet pige med et laser-boldtræ. Helt fjollet bliver det, da Anders Bech-Jessen i afmagt fortæller, at ”jeg forsøger ikke at påvise noget”.
Jo, det gør du, men det virker ikke.
Haarder henviser til, at de konklusioner som DR træffer på baggrund af den undersøgelse fra FOA, som hele indslaget er bygget op omkring, vil FOA nu selv dementere. Desuden må han informere værten om begrebet ”kommunalt selvstyre”, og konkluderer meget rigtigt, at indslaget er ”fuldstændig ude i skoven”. Korthuset vælter, og værten går ned med sit skib. Rigtig pinligt bliver det nemlig, da Anders Bech-Jessen, efter helt åbenlyst at være blevet tævet på point, glemmer at række Haarder hånden, og lader det være op til Undervisningsministeren selv at sige ordentligt tak for interviewet.

De næste indslag handlede bl.a. om en fotograf der havde været i Darfur, og nogle afviste asylsøgere som den danske stat ikke på eget initiativ ville opfordre til at søge igen. Udover ikke at besidde noget synderligt fokus, eller nogen nyhedsværdi, var disse to indslag bare unødvendige.

”21 Søndag” forlod sendefladen som en bunke brændende gløder, som en ansvarlig redaktør forhåbentlig føler sig nødsaget til, snarest muligt at pisse ud.