En lang dag er endelig slut....

Det har været en rigtig dårlig dag i fjernsynet. Jeg startede dagen med at vente på at skulle låse håndværkere ind, så dagen startede dårligt ud, men det undskylder altså alligevel ikke en skid.

Jeg tænder for Go’Morgen Danmark, og herfra derouter dagen så ellers bare ud i det helt horrible. Jeg kunne have sagt mig selv at det var en dårlig idé, men med kulturelle flagskibe som ”Walter & Carlo – Op på fars hat” og ”Walter & Carlo i Amerika” under bæltet, er jeg sgu villig til at give Ole Stephensen en chance mere (også selvom man snart ikke længere kan se selv samme bælte...). Ole og Jarlen skal dog meget snart barsle med endnu en højpotent pseudo-hjemmevideo fra Malaga, for at kunne rette bare en smule op på den omgang fjernsyn, som Skandinavisk Filmkompagni leverede denne morgen.

Den morgentrætte fjernbetjent får ikke et ben til jorden i forsøget på at ryste nattens lidt for sene værtshusbesøg af sig, før morgenfjernsynets svar på Lancier’s herremølle begynder at trampe løs på de første vågne hjerneceller. Pernille Aalund’s røst tæsker løs på min dejavú-tarm som en udsyret Les Claypool på vaskebas, og min mund smager af jod. Selvom hun var i Go’Aften Danmark bare få døgn forinden, under præcis samme overskrift, er emnet igen organdonation, Pernille fortæller igen om sine egne overvejelser og sin syge søn, og igen er sagen soleklar: Organdonation? Vi er for!
Jeg kan mærke en sitren i mellemgulvet, men fordi det er så god en sag, kaster jeg ikke op (bemærk: Fjernbetjentene støtter aktivt donorsagen, men ikke hverken Pernille Aalund eller hende organer). Endelig bliver de deltagende i interviewet (igen) enige om, at organdonation er en god ting, og interviewet kan stoppe. Men får man en pause? Nej nej...

Næste indslag handler om clairvoyance i politiarbejde. I studiet er inviteret en efterforsker fra politiet og en selvbestaltet sandsigerske af en frugthat, som Ole Stephensen så skal forsøge at få noget der minder om et interview ud af.
Anledningen er alvorlig nok, nemlig at den unge gymnasieelev Jakob Haugen-Kossmann er sporløst forsvundet. Episoder som denne har så desværre en tendens til at tiltrække alverdens jubeltosser og folk med fikse idéer, som så desværre brillierer ved at ringe til politiet med deres meget vage oplysninger som ex.: ”jeg ser en rød varevogn i nærheden af Slagelse” eller ”det er den baglænstalende dværg, der har gjort det”. Interviewet afslører til alt held, at politiet er stort set ligeså ligeglade med clairvoyantes mening som alle andre raske mennesker er det, og en smule sjælefred etableres. Desværre tillader hverken den afsatte tid, eller politimandens anstændighed, at den clairvoyante bøhtosse bliver revet rundt i den manége vi andre kalder fakta og virkelighed, men det må vi så klare en anden gang.

Og så! Som et klamt og ildelugtende lyn fra en kun lettere tilsmudset himmel, falder hammeren. Der kommer endnu en ”Anja og Viktor”-film.......
Jeg har tidligere på denne blog hævdet, ikke at kunne lide Regner Grasten og alle der færdes i hans omgangskreds, folk der har arbejdet for, med eller under ham, tjener penge via ham, har rørt ved ting han har rørt ved, eller på anden måde har befundet sig i et eller andet økonomisk, karrieremæssigt eller på anden måde seksuelt afhængigshedforhold til ham.

Det står stadig ved magt.

Robert Hansen og Sofie Lassen-Kahlke viser rundt bag kameraet på den ”nye” film (nummer bloody FEM i rækken!!!), og mens den udsendte medarbejder, med rette, stiller spørgsmålet om der efterhånden er forskel på Robert og Viktor, smides premiere-datoen ud til højre og venstre, mens et rædselskabinet af presse-klip fra filmen ruller over skærmen. Har vi da ikke snart fået nok??!! Nej åbenbart ikke, for i et tonefald, der desværre er fuldstændig blottet for ironi, slutter Ole Stephensen ligefrem indslaget af med at proklamere, at vi sikkert kommer til at se mere til både Robert Hansen og Sofie Lassen-Kahlke i Go’Morgen Danmark når filmen engang får premiere...

Ole bevæger sig nu op til den groteskt lokal-patriotiske, fynske kok, som ikke helt kan finde ud af om han helst vil være Nikolaj Kirk, Moussolini eller en eller andens fulde onkel. Han når lige at overraske Stephensen ved at sammenligne sin rullesteg med en pot-joint, før..

SLUK!

Jeg kommer hjem fra en hård dag på jobbet med TV2 News' evindelige båndsløjfer stadig siddende i håret, og smider noget der ligner mad i ovnen. Det er så nu Aftenshowet og Sisse Fisker forkæler den endnu vågne seer med noget, der kandiderer meget kraftigt til at være verdens kedeligste interview. Det drejer sig naturligvis om den 84-årige Helga Madsen fra Esbjerg, der netop idag har 50-års jubilæum som rengøringsassistent. Hun har på intet tidspunkt tænkt på at skifte karriere, eller nogensinde at gå på pension. ”Beundringsværdigt” synes tanken at have været i Aftenshowet, selvom undertegnede nok mest synes det vidner om en hidtil uset mangel på fantasi.
”Hvorfor?” fristes man til at spørge sig selv, og dette spørgsmål overleverer Sisse Fisker da også på næsten telepatisk manér til den gamle. Nu kunne man så imidlertid ledes til at tro, at der lå en eller anden form for helligt kald bag al den skurren og skrubben, men her må svaret være et rungende NEJ, med mindre selvfølgelig udbetalingen på en koteletgrund, natten over har fået status af den hellige gral (her kunne man lave en syrlig satire over den brede middelklasses værdisæt, men det undlader jeg, da jeg på ingen måde kan siges at være helt fri af dyndet endnu...). Sisse Fisker har nu løbet panden imod så mange mure, at hun efterhånden ligner Ulrik Laursen efter 15 omgange mod en EL-høvl.

Med de sidste kraftanstrengelser forsøger hun nu alligevel, at spidde det gamle sludrechartol ved at konfrontere hende med et tilsyneladende lykkeligt glemt tilfælde af grov pligtforsømmelse. Det drejer sig vist nok om engang, hvor Helga mødte for sent på arbejde..(gys). Helga må da også til sidst krybe til korset, og fortælle den hårrejsende historie om den skæbnesvangre dag, da hun sov videre efter at vækkeuret havde ringet. På dette tidspunkt, da hjernedødskriteriet for længst er opfyldt på DR’s aftenflade, begynder jeg at drømme om skibskatastrofer, hærværk og pludselig organdonation...