tirsdag, marts 13, 2007

Gode historier - ja tak! (Task Force)

Hvor min kære medskribent Jeppe har svært ved at sætte ord på hvorfor "Den 11. Time" er så godt fjernsyn, er det helt anderledes nemt for mig, at sætte en helt præcis finger på hvorfor "Task Force" på DR1 er så sindssvagt ringe, at det indikerer et hidtil uset lavt bundniveau for dansk public service-TV (og her er vi altså oppe imod "Rabatten" og "Hokus Krokus").

Det var egentlig min mening slet ikke at nævne programmet med et ord på denne blog. Jeg kunne påstå at det simpelthen er under min værdighed, men det er kun den halve sandhed.
Ligesom jeg selv ønsker, at min egen optræden i MC Hammer-agtige hiphopbukser i midt-90'erne for evigt vil blive betragtet som et øjebliks svaghed, hvor kæden VIRKELIG hoppede af, ville jeg heller ikke være den første til at pege fingre af DR og de erhvervspraktikanter de får til at lave "Task Force". Men programmet er endnu ikke taget af, og det er hér at DR for alvor forbryder sig mod sine licensbetalere. Der skal trækkes i stikket, og det skal gøre omgående!

"Task Force" er jo en ung og catchy titel til et program i bedste sendetid, men ungt og naivt går desværre ofte hånd i hånd, sidst demonstreret ved afbrændingen af Nørrebro og Martin Henriksens (DF) forslag om seksuel afholdenhed. "Task Force" er ingen undtagelse. "Task Force" bliver præsenteret som et program der vil hjælpe med "at løse dine problemer". Det er i sig selv en flot og bombastisk hensigtserklæring, og lige netop hér ligger den store, døde og ildelugtende hund begravet.
For der sker ikke noget i "Task Force"!!! Programmet har efterhånden kørt i nogle uger, men i de snart mange tilfælde jeg har set programmet er INTET sket! Ingen løsninger, ingen afslutninger, intet!

Jeg bliver simpelthen nødt til at træde ind her, og pille det her makværk ned, episode for episode, indtil der er nogen der forstår min smerte, og enten hjælper mig eller Task Force ud af denne verden.

Første historie i "Task Force" (fra nu af forkortet TF, for jeg er ved at være træt) handler om at København, og Vesterbro især, flyder med narkomanernes gamle kanyler. Programmet starter så ud med at man bliver præsenteret for redaktionens "disposition" (du ved, sådan én som man skal lave om sin projektopgave i folkeskolen). Det er RIGTIG uinteressant!
Man får at vide hvem de har tænkt sig at ringe til, hvem de vil opsøge, og hvilke "muntre" tiltag de vil krydre programmet med, for at skabe opmærksomhed om sagen.
Det fjerner den sidste snert af overraskelse i programmet, men det gør egentlig ikke noget, for holder man for øje at der alligevel ikke kommer til at findes nogen løsning på det givne problem, kan man allerede efter denne introduktion skrue væk fra programmet. Alternativ vinkel på "public service", men okay...

Tilbage til kanylerne. Første løsningsforslag er et fixe-rum. Det er der bred politisk enighed om er en dårlig idé, da man på den måde sender et forkert signal angående stoffer. Alligevel antaster konfirmanterne fra TF en lang række politikere på gangen på Christiansborg, bl.a. en mand der ser ud som om han lige er væltet ned i en stor våd dynge lort på sin cykel, men som alligevel ikke bliver fri for at svare på ulideligt dumme spørgsmål. I folkeskolen lavede man altid en stor og farvestrålende planche hvis man ikke havde forberedt det lort man var ved at skulle fremlægge for en spændt ventende 5.A, og helt i dén ånd, begynder TF-holdet nu også at lave fagter og danse, for at forsøge at dække over et research-arbejde der kunne være mindst ligeså kompetent udført på Zebra-stuen på Skt. Hans hospital under en brandøvelse.

Man samler så en kasse kanyler, slår op i "Den Store Bog Med Fordomme", og finder ud af at de rige svin ude i Hellerup sikkert ikke kan lide narkomaner. Det viser det sig til stor overraskelse for alle, at nej, det kan de ikke, så da man dænger to ældre damer til med kanyler, beder de i største frækhed filmholdet om at samle dem op igen. Åh, de er sgu så skøre, de rige svin ude i Hellerup, ha ha ha!! En af konfirmanterne bliver grebet af stemningen, og nedlader sig til at spørge en af de gamle rige svin (der sidder og venter på bussen...hmmm...) hvorfor hun dog gerne vil have at kanylerne bliver samlet op.
Den ældre kvinde svarer med største frækhed "fordi de aldrig har gjort noget godt for nogen mennesker". KLIP FOR HELVEDE! Hun står jo og er menneskelig! KLIIIIIIP!

Pyha, tilbage i studiet. Skal vi ikke høre hvad Henrik Qvortrup har at sige om stemmeprocenten i narkomaner. Han er sådan et dejligt menneske og en fornuftig mand. Han afviser dog at han rigtig kan sige noget om statsministerens mening om narkomaner, men mon ikke han hader dem??!!! Jo, det må vi hellere gå ud fra.
Videre til Lars Løkke Rasmussen, for vi har jo fået lavet en lille sjov figur, der lidt ligner en kanyle. Den skal han da have, for han fatter jo ikke almindelig argumentation, men sætter langt mere pris på noget vi har lavet selv, ligesom far og bordskåneren sidste jul, råber over-konfirmanten, og i rask trav går det. Men man har glemt at aftale at møde med ministeren, så i stedet mugger konfirmanterne over at Løkke åbenlyst ikke vil høre sandheden, og lægger ellers den lille kanyle-dekoration hos portieren. Og det var så nogenlunde det program. Det var da godt nok noget værre lort. Nåh, skidt, DR har ingen penge, så mon ikke vi får lov at lave en 40-50 stykker mere af dem? Så kan det værre vi bliver bedre til det dér med journalistik og almindelig god opførsel med tiden...

På Task Force's hjemmeside tillader redaktøren Søren Vestergaard (billedet) sig endda at pisse yderligere i seernes sportstaske, da han skriver:
"Task Force har ikke nogen løsningsgaranti. Og du kan ikke bytte os og få licensen tilbage. Men vi kan love dig, at vi vil gøre vores bedste for at løse problemerne". Læs resten her, men vær klar over at det tager ca. 20 min at stikke af fra en brændende DR-By hvis man skal videre med 6A'eren fra Nørreport....

Men kære kære Søren Vestergaard. Dit bedste er desværre SLET ikke godt nok. Ja, nogen vil måske endda gå til yderligheder og kalde dit bedste for usandsynligt ringe, en skændsel, fornærmende, af borgerkrigs-fremprovokerende dårlig kvalitet og noget hø. Det vil jeg dog ikke gøre, men i stedet angribe dit program fra alle vinkler de kommende uger.

Og til en evt. læser af det her; Afvent det næste harmdirrende udflåd af galde på denne adresse, og gør så desuden dig selv den tjeneste at smutte ind på Task Force's forum og pil deres "journalistik" fra hinanden. Det er sjovt, ufatteligt nemt, og så kræver det ingen blyant.

Jeg er snart tilbage.

onsdag, marts 07, 2007

Medielicens


I disse dage kører der 2 synkrone underskriftindsamlinger, der begge har til formål at gøre andre opmærksom på de problematiske aspekter i den nye medielicens.
Du kan læse mere her og her, og selvfølgelig skrive under, så vi kan få en debat i gang om hvordan medielicensen eventuel kan modificeres, så den er rimelig.
Det er jo ikke almindelig sygehusvæsen-skat vi taler om. Man kan ikke selv vælge om man vil benytte sig af hospitalet, eller en ambulance, hvis først man ligger bevidstløs på vejen. Men man kan guddødeme selv bestemme om man vil se Hokus Krokus på sin telefon, og Hammerslag på sin dejlige pc! Dér kan man tale om frivillig bevidtsløshed.