Den dag journalistikken døde

Igår nedlagde Danmarks Radio's journalister arbejdet og gik hjem.

Kun DR's elever blev tilbage, grundet særlige kontraktlige forhold.

Så nu kan der kun produceres "Task Force" i DR-Byen....

Deadline...

I aftenens udgave af Deadline måtte Kurt Strand kæmpe for at blive siddende på en stol, der åbenbart allerede var ramt af den store sparekniv. I samme åndedrag skal det nævnes at DR Sporten tilsyneladende er droppet helt og aldeles. Ikke nødvendigvis noget stort tab for sporten på dansk tv. TV2 er og har fra starten været bedre til sport end DR...
Men altså, tilbage til aftenens Deadline.
Direktør for Gyldendal, Johannes Riis, var naturligvis forudindtaget i sit ønske om et fast dansk tv-program om litteratur men argumenterede ikke desto mindre rigtig godt for sagen.
Undertegnede tog selv i sin tid en svingom med DR's daværende TV-direktør (og nuværende mediedirektør) Lars Grarup om den totale mangel på redelige musikprogrammer på DR.
Samme svingom kan og skal tages når det drejer sig om litteratur.
Rejseprogrammer med Kløvedal og Michael (Ib) er altså ikke nok, og den smule populærlitteratur der dukker op i div. mere eller mindre fejlslagne "kultur"programmer (med Smagsdommerne som skriggul Tete de la course) er sågud heller ikke godt nok.

"Jamen hvad med Den 11. time?!" -spørger moddebatør, kanalchef for DR2, Mette Davidsen-Nielsen. Og jo, Den 11. time er (også i aften) intet mindre end fantastisk, men at der har været et par forfattere forbi, gør det saftsparkeme ikke til et gennemført litteraturprogram.
Davidsen-Nielsen mente (ganske flabet, og fuldstændig useriøst) at Riis "nok bare skulle se lidt mere fjernsyn".
- så ville han nok falde over noget litteratur hist og her, syntes at være logikken bag.
Riis forklarede at Gyldendal jo også udsender digtsamlinger som kun sælges i 150 eksemplarer, og påpegede i øvrigt at der i nærmest resten af Europa kan sendes endog ret dybdeborende programmer om toneagivende, ny litteratur.
Det er bare med at komme i gang!
Forudsat at de kan finde nogle stole at sidde i, forstås...



Update: This just in:
Bamse og Kylling flytter til Århus.
Stakler.

5-0

Der findes masser af gode idéer. Man kan invitere drengene på påskefrokost, man kan træde et skridt til side når Amin Jensen rammer gratis-buffet’en på DK4, eller man kan komme til at placere en gigantisk elektromagnet ved siden af master’en til det nye udspil fra Fede Finn & Funny Boyz.

Og så kan man, som Danmarks Radio heldigvis har valgt at gøre, sætte en af landets bedste filminstruktører til at instruere en serie i 6 afsnit, som skal agere forårs-stand-in, mens Theis sidder på en flyttekasse i sin store mug-befængte villa, og pudser baseball-battet, indtil han igen skal dele kindheste ud når ”Forbrydelsen” vender tilbage. Jeg taler naturligvis om ”Forestillinger”, Per Fly’s miniserie, der desværre allerede er ved at nærme sig sin afslutning.

Nu skriver jeg desværre, men det er i virkeligheden i sin korte og fortættede form at ”Forestillinger” finder en af sine virkelige styrker. Hvor ”Forbrydelsen” (en veninde på Danmarks Radio har i den forbindelse fortalt mig at den i DR-Byen allerede kaldes ”Fortrydelsen”, fordi man simpelthen fortryder at man har ladet dén historie spænde over mere end én sæson) med et Bilbo Sækkersk udtryk nok er lidt for lidt smør på lidt for meget brød, hviler dramaturgien i ”Forestillinger” i, at den kun varer 6 afsnit, og at man derfor kan strø om sig med krydsreferenser og intertekstualitet, da den opmærksomme seer vil have alle foregående afsnit i mere eller mindre frisk erindring. Og det benytter Per Fly sig af i bedste stil.

Afsnit 1 handler om unge og uprøvede (THANK GOD!) Mads Wille’s figur, Jakob, og hans stormfulde møde med en gammel skole-veninde, Sonja Richters Tanja. Mads Wille bruger den første halve time til at falde til i rollen som den ALT for følsomme skuespiller, og det virker en smule vaklende. Men så kammer episoden over, og kulminerer i et showdown mellem Tanja, Jakob og Marko. Jakob er fuld og bevæger sig ud på et følelsesmæssigt vaklende grundlag, der når en så tænderskærende pinlig situation som mennesker kan befinde sig i, og som Per Fly efterhånden har gjort til et varemærke (husk her Ulrich Thomsens voldtægtsforsøg mod den spanske stuepige i ”Arven”, hvor han straks efter hulkende undskylder). Det er stærkt, og det gør ondt helt ind i sjælen. Nogle vil mene at replikken ”Det GØR så ONDT!” er over målet, men jeg vil mene at den føres sikkert i havn af en instruktør der ved hvad han laver. Mads Wille slipper hæderligt fra sin TV-debut, og skyder serien godt i gang. Alligevel sidder man tilbage med en følelse af at denne banale historie om forsmået kærlighed, da vist ikke er helt stor nok til at kunne trække 6 afsnit i søndagens bedste sendetid. Man skal blive meget klogere.

Næste afsnit handler meget oplagt om Tanja, spillet af Sonja Richter, som jeg ved gud altid har haft umådeligt svært ved at acceptere som skuespiller (og det er ikke KUN fordi hun fuldstændig umotiveret blev valgt til filmens kanon-udvalg… ikke KUN). Men her overrasker Richter, for med et veldrejet manus, og i hænderne på Fly, kan selv hun levere replikker man ikke får cancer af.

I afsnit 2 kommer idéen med de 6 forskellige forestillinger for første gang frem til sin ret. I scenen hvor Jakob beder Tanja om et sidste knald, mod at han vender tilbage til forestillingen, optræder han i Tanjas optik langt mere truende, og det er meget modvilligt at hun indlader sig på ham. Den samme scene er simpelthen drejet og klippet/skrevet om, så det pludselig er en helt anden Tanja der nu ikke, som det så ud i første afsnit, bare lægger sig på ryggen og ”tager en for holdet”.

Nu spekulerer man så på hvem det næste afsnit mon kan handle om, for nu er snart alle sider af det tidligt introducerede 3-kantsdrama præsenteret, men samtidig er der i afsnit 2 blevet åbnet for endnu flere lurende drama’er. De næste to afsnit handler da således også om Marko’s datter Katrin (fremragende spillet af Sara Hjort Ditlevsen i øvrigt) og hendes biologiske og meget svenske mor, Eva (ja, man kan åbenbart ikke lave dansk drama længere, uden at hovedpersonen skal have en eller anden Matts Willander-agtig svensk kæreste, eller måske ligefrem være en autistisk Tukan-dreng fra Island). Begge afsnit er virkelig gode, og havde fyldt væsentlig mere i denne gennemgang, hvis ikke samtlige afsnit ugen efter var blevet toppet af afsnittet om Jens, GENIALT spillet af Nana’s far, Jesper Christensen.

Jens er den gamle teaterdirektør, der efterhånden er blevet kørt ud på et kreativt sidespor af den excentriske makker, Marko. Afsnittet slutter fantastisk af i endnu en klassisk Fly-scene (hahahaha fly-scene), hvor Marko på premiere-aftenen konfronterer Jens, og beder ham fortælle alle på teateret at han har været skyld i deres snarlige fyring, og teatrets lukning. Det gør ondt at se en mand i et følelsesmæssigt kaos blive stukket i ryggen af en gammel ven, og pointene tæsker ind på kontoen hos den co-produktions-chef der har blundet, mens Per Fly har sneget sig ind i sendeplanen.

”Forestillinger” tager fænomenalt over fra ”Forbrydelsen”, og Danmarks Radio er tilbage på banen.

Tilbage er der kun at se frem mod søndag, og håbe at DR-TVDrama opnår tenniscifre og sender ”Forestillinger” til Emmy-uddeling med scoren 6-0.