Børnesport

Både DR1 og TV2-SPORT præsterede lunkne sportsnyheder i den snart forgangne weekend.
Peter Møller tog skridtet tilbage til børnehavestadiet og talte om at en CSC'er var blevet hentet "en kilomet før mål" og på TV2-SPORT insisterede de i flere omgange på at Roger Federer er østrigsk. Det sidste svarer jo nærmest til at kalde Bjørn Dæhlie for svensker. Kom nu ind i kampen...

Vi er ikke alene.

Havde brug for et afbræk i eksamenslæsningen og japansk film helt generelt, så jeg smuttede lige ind på "Task Force"s hjemmeside, for at gense lidt god komik om rodeo-shows og farlige højhuse i Rødovre.

Men hov!


På forsiden bliver man så mødt af et fint indlæg fra "Task Force Debatten", hvor en vred seer harmdirrende erklærer sin utilfredshed over "Task Force"-redaktionens kreative frihed (som vist ikke er set siden Anna Kastberg tænkte hun godt kunne tænke sig at være museumsdirektør). Jeg læser det, nikker, nikker igen, og tænker at det da er godt, at der er en enkelt seer der giver sin utilfredshed til kende.

Men hov!

Han er ikke alene. Et hurtigt scroll nedover siden afslører at ikke så få danske seere har set det samme i "Task Force" som undertegnede. FANTASTISK!

Vi er ikke alene, og det varmer i en ellers noget kaotisk eksamenssituation.

Tak skal I have, og bliv for søren da ved med at sende "Task Force"s lort tilbage i hovedet på dem.

De store taler, hakket i småstumper

Hrmf.

Tematirsdag plejer ikke at være DRs svageste led, men udsendelsen 1. maj var et "new low" for programmet. Emnet, historiens største taler (og talere, forstås) fejler ikke noget. Uhyre interessant faktisk, hvis du spørger mig.
At redaktionen valgte at lave en top 10 virker unødvendigt plat, men ok, det kunne da være interessant at sende 10 store nationalt eller internationalt historiske taler. Det gjorde de bare ikke. De sendte én (1!) nemlig JFKs berømte "Ask not what your country can do for you"-tale ved hans indsættelse som U.S.A.s præsident.
Resten blev præsenteret i små, håbløst maltrakterede bidder med uskarpt fokus på de i forvejen -af enhver kendte- citater. Selvfølgelig var der god underholdning i at høre om Mette Frederiksens on screen tudetur efter Lykketofts Jazzhouse-tale, men det ville have været langt mere interessant at høre reaktioner fra den politiske modfløj. Hvordan reagerede de, da Lykketoft pludselig viste mennesket bag facaden? Blev de bange for at det skulle danne præcedens? Synes de det var latterligt? Dét kunne have været spændende at høre.
Ikke blot var den journalistiske vinkel mildest talt uskarp, hele programmet blev til ligegyldig skøjten henover sagens kerne: talerne. Hvis det var et tidsspørgsmål, så kunne de have valgt at vise 4-5 store taler, så man som seer for en gangs skyld kunne få lov at se noget færdigt, noget helt, et uforstyrret historisk øjeblik i sin helhed. Med nutidens blinde fokus på korte punchlines og buzzwords blev det et ret kedeligt og først og fremmest overfladisk program. Ærgerligt nok.