tirsdag, november 11, 2008

Sluk

Ja; så er der ingen grund til at krybe udenom længere. Grunden til at bloggen, i hvert fald for mit vedkommende, har stået stille er at jeg ikke blot er blevet træt af at brokke mig over licensbetalt fjernsyns mange fejl og mangler. Jeg har simpelthen givet op.

Jeg har givet mit fjernsyn væk
.

Nok blev nok, da jeg for jeg ved ikke hvilken gang havde korset mig over præcis hvor intetsigende "Hammerslag" er, eller hvor effektiv tidsspilde "Kender du typen" er. Da jeg endnu engang var hjemme til at kunne vælge mellem Aftenshowet og Go'aften Danmark, og kastede lidt op i min mund over hvor ens og intetsigende "journalistik" de lægger for dagen. Og disse er jo blot kølerfiguren på den gigantiske lortekransekage der hedder licensbetalt fjernsyn i disse år.

Nej, "Vild med dans" siger mig ikke noget. Det er mig ligegyldigt. Simpelthen for kedeligt. Den 6. sans underholder mig ikke. Sjældent har jeg været mindre interesseret i hvem der kan gætte den ene eller anden semi-kändis på deres forbrug og interesser. Lærer jeg noget af det? Ikke en pind. Underholdning? Ikke i min bog. Ikke mere end bagsiden af et vejskilt er. Eller at prøve at læse en køreplan for sjov, selv om man ikke skal bruge det til noget.

Det er så pisse ligegyldigt, at det eneste det gør, er at lulle os danskere ned i en stadig dybere søvn, hvor vi, mætte af marmorkage og overtrætte på kaffe lader os vugge ind i ligegyldighedens slumrende evighed - hvor vi ikke længere er kritiske over for noget som helst. Vi VIL åbenbart ikke underholdes. Vi lader i hvert fald amatører klare det i fredagsprimetime. Vi skal fan'me ikke have rigtige professionelle underholdere mere. Så hellere snyde unge håbefulde amatører til veritable brænde-op-i-helvede-kontrakter, der stavnsbinder dem og alt hvad de skider ud de næste 5 år.

Så kan vi jo altid droppe dem så hårdt på gulvet, at de mentalt får et knæk der kan høres på samme måde som da Allan Simonsen brækkede benet. Eye Q. Jeg siger det bare.

Farvel og tak for denne gang. Ring til mig når dansk fjernsyn vil underholde, provokere, udfordre og undervise mig igen.