Reddet....i 11. time

Lige når man sidder og er allermest traurig over en helt igennem umulig aften på DR1, zapper man over på DR2 og ser Den 11. time med Michael Bertelsen.
Få (hvis nogen) formår som ham at lave formidabelt tv som har et dybere og mere intrikat humoristisk grundlag end man er vant til. Det luner gevaldigt.
Hans RE-interview af Olafur Eliasson var ren verdensklasse.

Oprop!! Giv dog manden en bedre sendetid på DR1, og lad ham tage chancer! Det ville gavne den danske befolkning at se mere til ham.

Ovenstående var en lynskrevet, impulsiv kærlighedsærklæring til Den 11. time.
Den slår bare ikke til. Siden da har Bertelsen, Brügger og co. skabt en platform udfra hvilken alt kan ske. Jeg kan ikke mindes dansk fjernsyn så godt som dette, udover Casper og mandrilaftalen.
I aften var Bertelsen til Banko på Østerbro med Pia, som han mødte på gaden.
I går havde han besøg af mystik-musikeren Goodiepal (som har skrevet intromusikken til programmet). Forleden lavede Brÿgger 2 geniale programmer, fra den ene og anden side af en speget sag om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej. Ganske enkelt enestående godt fjernsyn.
I virkeligheden er det utroligt svært at beskrive hvorfor det er så godt, og hvorfor det er så vigtigt.
Det er vel nok fordi de går veje som ingen før har gået. End ikke Bertelsen selv har været ude hvor han er nu. Alt kan lade sig gøre, alt kan ske, og alt SKER! Det er nok det der er forskellen. Her er ingen garanti om gentagne indslag, ingen programelementer der nødvendigvis skal tærskes igennem uge efter uge. Her er et spritnyt program for hver udsendelse. Det er det Danmark har brug for nu. Giv os i dag vor daglige overraskelse.
At sende Troels Triers nærmest retarderet fordrukne takketale til DMA, og dernæst toppe den med Hans Otto Bisgaards søvndrukne kærlighedsærklæring til svartbagen er sgu det bedste i umindelige tider.
Man frydes.