fredag, juli 27, 2007

Lige så nyt som sidste år.

Oplæseren på TV2 Nyhederne kl. 19:20:

"Hvert år på denne tid, plejer vi at bringe nyheden om, at svenske og norske studerende oversvømmer de danske medicinstudier"...

Hvis I bringer det samme hvert år, kan det vel næppe karakteriseres som nyheder....

torsdag, juli 26, 2007

Altid frisk med de seneste genudsendelser.

Igår aftes blev Michael Rasmussen trukket ud af Tour de France.

Tekst-tv afslørede ikke mange detaljer, så straks blev Danmarks nye døgn-åbne nyhedskanal TV2 News konsulteret.

Det viste sig dog, at TV2 News-redaktionen (også) denne aften, havde valgt at gå hjem, og efterlade tv-seeren med en video-sløjfe af Rasmussens etape-sejr tidligere på dagen...

Nu kan jeg ikke lide at fortælle andre hvordan de skal gøre deres arbejde, men hvis man kalder sig 24-timers nyhedskanal, så skulle man måske bruge mindre tid i helikopteren, og mere tid med fingeren på pulsen.

torsdag, juli 19, 2007

Selvindsigt

På DRs hjemmeside er der i forbindelse med dr.dk tv (DRs streamede tv-udsendelser) en række faq der, hvis man løber dem igennem ovenfra og ned, efterlader især 2 klare pointer:

1) DR er i lommen på Microsoft.
2) DR ved godt selv at dr.dk tv er utilstrækkeligt as hell.
Førstnævnte punkt understreges eftertrykkeligt ved det faktum at Mac-brugere kun har mulighed for at se dr.dk tv i 1/4 så god kvalitet som pc-brugere. HVordan kan det overhovedet forsvares at DR således favoriserer Microsoft?

Sidstnævnte punkt kommer flottest til udtryk ved det åbenbart "hyppigt stillede spørgsmål"

Hvad betyder fejl 1072885327?

Svaret er smerteligt indlysende, for selvom DR for nylig opgraderede kapaciteten fra 1.000 til 2.000 samtidige brugere (ud af flere mio potentielle samtidige brugere vel at mærke) så stinker det altså stadig værre end et dødt stinkdyr:
  • Fejl 1072885327 betyder typisk, at DRs servere har travlt, og at der ikke er plads til flere brugere. Vi anbefaler, at du prøver igen senere på dagen.
Alene det faktum at DR indrømmer at det er et hyppigt stillet spørgsmål peger fuldstændigt entydigt på at der er behov for en bedre uploadkapacitet fra DRs side, før de kan tillade sig at kræve medielicens fra hele Danmark. Ikke i nogen anden forbindelse kan jeg forestille mig at man har den uhyrlige frækhed at indkræve betaling for en så mangelfuld, vekslende og ofte ikke-eksisterende service. Tyndt.

onsdag, juli 18, 2007

Fjernbetjentene på myspace

Så skete det.

Fjernbetjentene har slugt en mundfuld galde, og er hoppet med den nye unge bølge.

Derfor kan du nu støtte fjernbetjentene ved at "add'e os som friends" (.....jesus), på adressen www.myspace.com/fjernbetjentene.

Tilbage er vel kun at citere Jon Stewart:

" The Internet is just a world passing around notes in a classroom."

Guuuud nej!

TV2 Nyhederne har netop afsløret, at "Ung Rejs"-guider både selv drikker alkohol OG opfordrer til druk på ex. Sunny Beach i Bulgarien.....

Det gider jeg egentlig slet ikke kommentere.

Cykelmyg og vilde svin

Idag trak tysk TV sig ud af Tour'en. I stedet valgte man at sende børne-/dyre-programmet "Nashorn, Zebra & Co", der følger livet i en tysk dyrepark.

Begrundelsen var mistanken om testosteron-doping hos den unge, tyske cykel-komet Patrik Sinkewitz. Tysk TV havde på forhånd advaret mod, at man ville trække stikket ud på cykelløbet, hvis man igen i år oplevede dopingskandaler.

Nu skal man naturligvis passe på med, at satirere over en så alvorlig og drastisk beslutning (zzzzzz...), men alligevel finder jeg det en anelse underfundigt at netop dagens episode af "Nashorn, Zebra & Co" handler om et vildsvin, der med en gigantisk kanyle udsættes for en omfattende hormonbehandling.

Jeg tillader mig bare at grine lidt i skægget.

lørdag, juli 14, 2007

TV2our de France

Credit where it's due...

TV2 gør et rigtig fornuftigt stykke arbejde med årets Tour-dækning. Det må være konstateringen efter den første uges tid. Dennis Ritter er en god, vidende og sprogligt alsidig kommentator, og Rolf Sørensen bevæger sig stadigt hastigere væk fra den relativt usympatiske person der karakteriserede ham som interviewet rytter, da han var professionel. Henrik Jul er stadig Onkel Cykel-Morfar der med både imponerende viden og personlighed krydrer dagens etaper med de der helt mystiske nørdeoplysninger.

Det virker decideret usandsynligt at DR ville kunne gøre dem kunsten efter. DR's endnu engang amputerede Tour-dækning står ikke bare i skyggen af TV2 (m.fl.) - den virker fuldstændig overflødig. Brug dog pengene et andet sted. Jeg synes det klæder Sørensen og Ritter at de tør tale lidt frit fra leveren (lissom det var tilfældet med NFL-ming, da han entrerede NFL-dækningen på Zulu) og sige "skide være med [om bjergene står i forgrunden eller baggrunden]" eller turde fælde en rørt tåre, live på tv.

Sammen med den fornuftige Formel 1-dækning har TV2 virkelig førertrøjen på, når det kommer til sporten. DR burde droppe det helt og vende blikket mod noget af det de virkelig er (øh... var) gode til. Kulturen lider trange kår på alle DR-fronter. Til dem der måtte have misset informationen kan jeg oplyse at DR's kulturredaktioner (på nær Dansk Film) bliver nedlagt pr. 1/1 2008. Det er i mine øjne en katastrofe.